Legepladsen

Opdateret: 10. december 2024

Egegårdens Havebys repræsentanter i det fælles legepladsudvalg, har igennem en årrække arbejdet på at få etableret et mindre område med legeredskaber for de mindste beliggende på det store græsareal i Egegårdsparken. 

Se kort over legepladsplacering

Vi tror på, at legepladsen vil skabe et naturligt mødested for børn og voksne, hvor der kan leges og dannes nye relationer på kryds og tværs af vores veje og grundejerforeninger. Legepladsen vil derfor være med til at øge det lokale fælleskab og værdien af vores lokalområde. 

Vi er nu så langt, at vi har fået lov til at indgå en lejeaftale, hvor kommunen udlejer et stykke af græsarealet ved Egegårdsparken til vores grundejerforening (Egegårdens Haveby) og naboforeningen (Egegaarden). Vi skal ansøge om byggetilladelse hos kommunen, og dette kræver en detaljeret plan og tegning. Derfor er vi nu endelig i den sidste fase med beslutning omkring legepladsens indhold og indhenter tilbud hos leverandører. Lejeaftalen er endnu ikke færdigbehandlet. Vi håber på at kunne indsende ansøgning om byggetilladelse inden for de kommende måneder. 

Der er tidligere i grundejerforeningerne afsat et fælles budget på 70.000 kr. I kommunens lange behandlingstid er priserne på legeredskaber imidlertid steget, og vi søger derfor nu om ekstra økonomisk støtte til projektet i privat regi og hos foreninger. 

Vi ser frem til endelig at kunne realisere drømmen om legepladsen og glæder os til mange fælles legestunder med vores børn i fremtiden! 

Ved spørgsmål til ovenstående eller til projektet generelt, kontakt bestyrelsen

Med venlig hilsen

Legepladsudvalget