Vejvedligeholdelse

Opdateret: januar 2016

Vi har holdt flere møder med ansatte i Lyngby-Taarbæk kommune om vedligeholdelse af vore veje.

Først lidt fakta om vejene
Fynsvej, Sjællandsvej og Islandsvej (til krydset ved Egegårdsvej) er private fællesveje. Det betyder, at vejene er åbne for offentlig trafik, og at grundejere, der har grunde til en privat fællesvej, er ansvarlige for vejens vedligeholdelse. Det betyder, at det er grundejerne, der skal afholde udgifterne til at vejen er i ordentlig stand, renholdt og ikke udgør en sikkerhedsmæssig risiko for trafikanterne.

Ifølge vejlovene er det Lyngby-Taarbæk kommune, der er myndighed (vejbestyrelse). Det er kommunen, der bestemmer, hvordan vejene skal se ud – f.eks. hvordan overkørsler skal udføres. Det er også kommunen, der holder øje med, om vejene er i orden via vejsyn.

Nogle grundejere har udskiftet fortovsfliser, hvilket er fint, når gamle er knækkede og ligger dårligt. Hvis nogen falder på grund af niveauspring på mere end ca. 2 cm mellem fortovsfliserne er grundejeren ansvarlig for eventuelle skader. Overkørsler skal udføres med brosten og chaussesten og skal godkendes af kommunen. Kantsten, der er sunket, skal oprettes af grundejeren. Rendestensbrønde skal oprenses af grundejeren, hvis andet ikke er aftalt. Kørebanen skal holdes i færdselsmæssig forsvarlig stand, dvs uden farlige huller. Fortov og kørebane skal sneryddes og glatførebekæmpes ved at gruse eller salte hurtigst muligt. Endelig skal der være vejbelysning, som kommunen indtil videre betaler for.

Lyngby-Taarbæk kommune har for år tilbage indgået aftale om at vedligeholde visse private fællesveje. Det gælder ikke for vore veje, og kommunen er ikke indstillet på at lave sådanne aftaler mere.

Dagens situation
Grundejerne i vores område har indgået en aftale med Lyngby-Taarbæk kommune om oprensning af rendestensbrønde. Det koster 45 kr/ejendom (2016). Der er også indgået en serviceaftale med kommunen om snerydning af kørebanerne (fra 1.11 til 31.3) og renholdelse af rendestenene (4 årlige fejninger). Det koster 686 kr/ejendom (2016).

Fortove og kantsten er stort set i orden – men der er nogle steder, hvor kantsten bør oprettes. Vi kan evt. senere lave en registrering og få en samlet – og forhåbentlig god – pris på opretning.

Kørebanerne er derimod et problem. Når overfladen revner, er der stor risiko for frostsprængninger. Det fører til slaghuller og i værste fald til ødelæggelse af vejens bæreevne. Det er derfor meget vigtigt, at langsgående revner lukkes og slaghuller repareres. En del af Islandsvej blev istandsat i 2015.
Fynsvej, Sjællandsvej og en del af Islandsvej er ikke i særlig god forfatning. Der er mange langsgående revner og desværre også en del slaghuller – især der, hvor bilerne drejer dvs. for enden af vejene.

Bestyrelsens vurdering
Der bør i foråret 2016 foretages en reparation og overfladebehandling på vejene. Vi har derfor indhentet et foreløbigt tilbud på arbejdets udførelse, som lyder på 140.000 kr. Da alle grundejere kører og slider på vejene, skal alle bidrage til reparationen, som derved bliver 1685 kr pr. grundejer.

Man kan se, hvordan resultatet ser ud på Islandsvej (samme entreprenør). Nogle vil måske hellere have et asfaltslidlag – men det koster ca. 3 gange så meget, bl.a. fordi alle rendestensbrønde skal udskiftes og kantsten hæves.

Hvis vi selv indsamler pengene inden arbejdet udføres og indgår aftale med entreprenøren, sparer vi 13.000 kr, som kommunen ellers ville tage i administrationsgebyr.

Med hensyn til betaling kan vi – for grundejerforeningens medlemmer – evt. finansiere en del af udgiften af foreningens kasse (fx 685 kr).

Afsluttende bemærkninger
Beslutning om vejvedligeholdelse og betaling vil blive taget på generalforsamlingen på baggrund af en konkret indstilling fra bestyrelsen.
Men inden da vil vi meget gerne vide, om der er principielle spørgsmål eller forslag, som I som grundejere gerne vil have svar på. Henvend Jer gerne til formanden eller et af bestyrelsesmedlemmerne.