Brændeovne

Opdateret: februar 2017

Brændeovnen er en hyggelig varmekilde på kølige dage og mørke aftener. Desværre er den hyggelige, knitrende ild af og til også naboernes værste mareridt. Bestyrelsen vil derfor gerne opfordre alle med brændeovn til at følge de fire nedenstående råd, så I både kan få mest muligt ud af jeres brændeovn og samtidig være en god nabo.

Tænd op i toppen

Læg to stykker brænde i bunden. Oven på stables pindebrænde i lag med luft imellem og tændes i den øverste del. Flammerne skal arbejde sig oppefra og ned som et stearinlys. Fyr med mindre stykker træ, så ilden kan få godt fat. Der er altid røg det første kvarter, når der tændes op. Ved at tænde op i den øverste del af brændet, kan op til 80% af partikeludledningen fjernes.

Brug tørt træ

Test: Slå to tørre stykker brænde mod hinanden og tjek, om det giver en sprød, tør lyd. Tag brændet ind i god tid før det skal bruges. Husk, at det er ulovligt at bruge affaldstræ og paller i brændeovnen.

Giv rigeligt luft

Luft er vigtig for både forbrænding og økonomi. Er der gule flammer, skal der ikke skrues ned for lufttilførslen. Skrues der ned for hurtigt, giver de uforbrændte gasser sod i skorstenen, ildelugtende røg og en dårlig fyringsøkonomi.

Se på røgen

Er du i tvivl om, hvorvidt brændeovnen generer naboen, så gå udenfor og se, om der er meget røg. Synes du, at røgen lugter grimt, så gør dine naboer det nok også. Tjek om det skyldes for lidt luft til brændet, problemer med brændeovnen, skorstenen eller at træet ikke er tørt. Spørg skorstensfejeren, om din brændeovn brænder rigtigt.