Egegårdsvej

Opdateret: juli 2021

Egegaardens Haveby har sammen med vore to naboforeninger rettet henvendelser til Lyngby-Taarbæk Kommune om Egegårdsvejs fremtidige klassificering.

I dag er den en privat fællesvej, hvilket betyder, at grundejerne ud til Egegårdsvej skal betale for vedligeholdelsen (dvs ny kørebanebelægning og fortovsopretning mm). Der ligger hermed en stor udgift til beboerne langs Egegårdsvej på et tidspunkt.

Det er også grundejeren, der skal stå for snerydning, rendestensfejning og oprensning af regnvandsbrønde. Dette klares i dag af det vejlaug, som de tre grundejerforeninger har dannet.

Med en beslutning i Lyngby-Taarbæk Kommunes Teknik- og Miljøudvalg den 24.06.2021 ser det ud til, at Egegårdsvej (og den nordlige del af Islandsvej) omklassificeres til kommunale veje. Det løser det store problem vi alle så i, at vedligeholdelsen skulle varetages af beboerne langs de 2 veje (stor udgift/få betalere).

Til gengæld forbliver de 3 rækkehusveje som private fællesveje. Der går jo heldigvis en del år, inden de igen trænger til ny belægning – hvis vi altså passer på dem!

Med hensyn til snerydning, rendestensfejning og oprensning af regnvandsbrønde overgår det med omklassificeringen til kommunen. Det betyder næppe nogen væsentlig ændring for Egegaardens Haveby eller Vejlauget, idet alle 86 grundejere har facade mod én af de 3 rækkehusveje. Med kommunens beslutning om, at Egegårdsvej og en del af Islandsvej fremover sneryddes og fejes af kommunen, vil der skulle ske en mindre justering grundejerforeningerne imellem af udgifterne til Vejlaugets opgaver. Når dette bliver aktuelt i 2023 udregner Vejlauget derfor en ny fordelingsnøgle.

Omklassificeringen er planlagt at ske den 01.04.2023, så der er god tid, og indtil da er det grundejerne ud til Egegårdsvej, der har ansvaret.